Talentfulde unge fejres

I dag var alle GHG’s elever, der er tilknyttet ’Akademiet for Talentfulde Unge’, samlet. Anledningen var, at holdet af 3.g’ere for nylig har afsluttet programmet, mens nye 1.g’ere er trådt i deres sko. På GHG er man meget stolt af de unge, der er en del af gymnasiets talentaktiviteter.

Med årgangslemonade i glassene ønskede rektor Jørgen Rasmussen GHG’s elever på Akademiet for Talentfulde Unge tillykke med deres deltagelse i programmet: ”Vi er rigtig stolte af jer. Det kan være stressende at være gymnasieelev i dag, og vi er imponerede over, at I overkommer denne ekstra faglige udfordring. Stort tillykke med jeres deltagelse, det er virkelig noget, der betyder meget for os.”

Akademiet for Talentfulde Unge er et program til særligt talentfulde unge, der søger faglige udfordringer, nye kompetencer og et socialt fællesskab med andre unge, der har samme faglige engagement. På GHG bliver udvalgte elever tilbudt en plads på baggrund af deres faglige interesse og kompetencer.

I programmet deltager eleverne i forelæsninger, workshops og møder nogle af landets fremmeste forskere og innovative virksomheder. GHG’s 3.g’ere har bl.a. været til foredrag med psykologiprofessor Svend Brinkmann og astronaut Andreas Enevold Mogensen.

Afklaringer om fremtiden

Mathias Dons fra 3.w har for nylig afsluttet programmet, der bl.a. har betydet rigtig meget for hans beslutning om fremtidens uddannelse: ”Vi kommer jo rundt på rigtig mange forskellige fakulteter og får virkelig et godt indblik i, hvad det vil sige at læse på de forskellige uddannelser. Det er helt vild fedt. Det er ikke kun det faglige indhold, man bliver klogere på, men man prøver undervisningen, mærker stemningen, ser hvordan de studerende arbejder osv. Jeg var eksempelvis i tvivl, om jeg skulle læse medicin eller Business and Politics på CBS. Nu er jeg helt afklaret med at vejen går til CBS efter et sabatår.”

Redskaber til uddannelsen og nye venskaber

Ud over det brede indblik i videregående uddannelser har programmet også hjulpet med redskaber til gymnasielivet. ”Vi har fået helt konkrete metoder til læring, motivation og flow i uddannelsen. Så har vi også været på virksomheder for at se, hvordan de arbejder med de videnskabelige metoder i praksis. I forbindelse med med bioteknologi har vi eksempelvis været på Novo Science og set, hvordan de bruger de metoder, vi lærer i undervisningen.”

Alexander Zornig fra 1.y og Helena Wielandt fra 1.e er startet på programmet for få måneder siden: ”Der er superfedt og alt, hvad jeg har været igennem ind til videre, har været relevant,” fortæller Alexander. ”Jeg sagde bl.a. ja til at deltage, fordi jeg elsker nye udfordringer og at prøve kræfter med svært stof. Så er det også en rigtig god mulighed for at blive klogere på, hvad man skal efter gymnasiet.”

Helena har på få måneder fået en del nye venner gennem programmet: ”Det sociale betyder faktisk rigtig meget for mig,” fortæller Helena. ”Man møder andre unge, der er vildt begejstrede og motiverede ligesom en selv, og det er rigtig dejligt.  Det sociale betyder rigtig meget, når man skal mødes efter en lang dag på gymnasiet, og alle er meget åbne. Jeg skal bl.a. også på summer camp med Akademiet,” afslutter Helena.

Læs mere om programmet på http://ungetalenter.dk/