I

IDRÆTSDAG

Hvert år holdes der en fælles idrætsdag, hvor du deltager sammen med din klasse i en lang række sportsgrene - også de mere alternative som kagebagning og skak. Dagen skaber en masse sjove og mindeværdige oplevelser på tværs af klasser og årgange.

INTERMAT

InterMat er et frivilligt eftermiddagstilbud. I InterMat bliver du rustet til at løse svære matematiske opgaver. Tilbuddet fungerer bl.a. som brobygning mellem gymnasiet og universitetet, så overgangen lettes.

INTROTUR

For alle nye elever, der begynder i 1.g, arrangeres der i november, når studieretningen er valgt, en introtur. Her får du som ny elev mulighed for at lære dine klassekammerater at kende.

IT

Skolen har en fuldtidsansat IT-tekniker samt en IT-medhjælper med kontor på administrationsgangen. De skal sikre, at skolens pc’er, trådløse netværk m.m. er velfungerende. Hver elev får ved skolestart udleveret et unikt login (UNI-login) og password til skolens trådløse netværk, intranet, pc’er, læringssystemet Moodle, ordbøger etc. Dette password må ikke overdrages til andre. I alle lokaler er der SmartBoards, dvs. elektroniske tavler. Du er velkommen til at anvende egen pc eller Mac på disse. På info.ghg.dk/it kan du med unilogin hente de programmer, som GHG tilbyder gratis til elever, både til pc og mac. GHG tilbyder gratis Officepakke til pc og Mac samt lagring i skyen via OneDrive for Business. Der findes også muligheder for udskrift i sort/ hvid og farver. Hvis du får brug for at låne udstyr i undervisningen (kameraer, hovedtelefoner etc.), skal dette altid ske gennem din lærer. HUSK at mærke dit elektroniske udstyr med navn og klasse, herunder lommeregnere, opladere, pc/mac etc.