Samfund og Sprog
I studieretningen Samfund og Sprog dykker du ned i en bred vifte af danske og internationale samfundsforhold. I samfundsfag får du større forståelse for de kræfter, nationalt, regionalt og globalt, der påvirker samfundsudviklingen. Undervisningen omhandler politik, sociologi og økonomi tematiseret afhængigt af den aktuelle udvikling i samfundet. Typiske temaer kunne være velfærdsstatens fremtid, økonomiske kriser, bæredygtig byudvikling, kriminalitet eller levevilkår i senmoderniteten. På studieretningerne kommer du på mange ekskursioner bl.a. til Nationalbanken, Folketinget og Ungdommens Folkemøde. Du kommer også til at deltage i Samfunds Cup, hvor der skal findes innovative løsninger på et samfundsproblem i en landsdækkende konkurrence.
Vælger du en samfundsfaglig studieretning Samfund og sprog med Engelsk A, lægges der op til et samarbejde om eksempelvis amerikanske eller engelske samfundsforhold, om politisk retorik og samfundsdiskurser. Undervisningen vil f.eks. fokusere på emner som samfundsstrukturen i de forskellige lande, EU og globalisering. Sociologien byder på emner som f.eks. kriminalitet og hooliganisme. I studieretningen kommer du løbende til at arbejde med helt aktuelle problemstillinger såsom det kommende amerikanske valg.
Videregående uddannelser
Studieretningerne sigter mod lange samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser på universiteterne og CBS samt en bred vifte af mellemlange uddannelser.