Antropocæne Dage #2

”Det moderne menneske er blevet en planetforandrende kraft med den reelle magt over, hvordan Jordens fysiske og levende systemer udvikler sig de næste mange tusind år. Selv i et geologisk tidsperspektiv er der tale om en så dramatisk forandring af hele kloden, at den nuværende geologiske epoke, Holocæn, bør erklæres afsluttet og afløst af Antropocæn, Menneskets nye tid,” mener arkæologer.  Sådan indledtes en artikel i Information i 2011 under overskriften:

’Velkommen til Antropocæn.’

Antropocæn er også omdrejningspunktet for to temaeftermiddag på Gammel Hellerup Gymnasium. Den første blev afholdt  5. marts, med besøg af to oplægsholdere, psykolog Solveig Roepstorff, der fortalte om klimapsykologi og forfatter Peder Frederik Jensen, der skriver ’Klima-litteratur’.

Med inspiration i oplæggene, digte og research har eleverne løbende arbejdet med emnet, hvor de på forskellige måder har reflekteret over menneskets påvirkning på jorden. I eftermiddag var alle eleverne samlet i salen til en fremvisning af de forskellige produkter, de har lavet. Eleverne havde lavet alt fra børne-historier på engelsk om at passe på klimaet, til installationer, digte og informationsplancher.

 

 

Køn og seksualitet på dagsordenen på GHG

Seksualundervisning er sat på danske gymnasiers skoleskema, og i dag blev der holdt ’Kønnenes dag’ på Gammel Hellerup Gymnasium for alle skolens 2.g’ere.  Formålet med dagen er at give eleverne forskellige vinkler på køn og seksualitet og få sat en masse ord og fakta på nogle af de ting, det kan være svært at tale om, og som der florerer mange myter omkring.

Første foredrag var om ’moderne maskulinitetsidealer’ med Kenneth Reinicke, der er lektor i mandeforskning på RUC. Han forklarede bl.a. hvordan mænd både har været det privilegerede køn, men samtidig er de dårligst stillede i statistikker om helbred, levealder, kriminalitet, ensomhed, misbrug m.v. En del af forklaringen skal findes i det traditionelle maskulinitetsideal, hvor det har været skamfuldt for mænd at vise sårbarhed og bede om hjælp. I dag er det for de fleste langt mere acceptabelt at tale om følelser, prioriterer tætte relationer, tale om kønsidentitet og vise sårbarhed. Vi er dog samtidig i en tid med stor splittelse både mellem mænd og kvinder og mellem forskellige former for maskulinitetsforståelser. En del søger tilbage mod tidligere tiders maskulinitetsidealer, mens andre finder nye moderne rollemodeller.

Efterfølgende havde GHG’s elever haft mulighed for at stille anonyme spørgsmål til ’Sex-panelet’ ved journalist og blogger Emma Libner, der bl.a. er kendt fra Instagramprofilen, podcasten og bogen ’Kh Underlivet.’ Hun havde taget tre gæster med som var: Jo Hjerrild, der er læge og med i programserien ’Sex med P3’. Oliver Anton, der er politisk aktivist og forperson for foreningen ’Lev og lad leve’, som er en bevægelse mod hadforbrydelser. Sidste gæst var Kathrine Graas, som er journalist og butiksbestyrer i sexshoppen Peech på Nørrebro. 

I panelet fik de svaret på en del spørgsmål fra GHG’s elever som bl.a. omhandlede: Skam ved at have herpes, grænseoverskridende adfærd i nattelivet, myter om at sex altid er penetrationssex, orgasmekløften mellem mænd og kvinder og meget mere.

I sidste del af kønnenes dag var eleverne delt op i forskellige workshops med emnerne:

’LGBTQ-rettigheder i EU’ ved Mathias Niebuhr

’Kønsidealer blandt unge kvinder’ ved tidligere GHG’ere Juliette og Clara

’Samtykke i praksis’ ved lærer Karoline Monberg og elever

’Kønssygdomme og sex’ ved sundhedsvejleder fra Gentofte Kommune

’Digitale krænkelser’ ved  Ph.d. Anne Mosegaard Gravholt

Tusind tak til alle vores fantastiske gæster, arrangørerne fra GHG og til GHG’s 2.g’ere der deltog engageret i dagens forskellige indslag.

 

 

 

 

Sex og grænser på skemaet i 1.g

I denne uge har alle 1.g-klasserne på Gammel Hellerup Gymnasium besøg af en ung repræsentant fra Sex og Samfund. Temaerne er bl.a.: ‘Hvad er sex egentlig?’ ‘Første gang’, ‘hvad er god sex?’ Og grænser og samtykke. 

Oplægget er et vigtigt input til elevernes viden om sex og forståelse af, hvordan de passer godt på sig selv og ikke mindst, hvordan de passer godt på hinanden og ikke overskrider egne eller andres grænser.

GHG & Grundforløbet

I mandags bragte vi fra Gammel Hellerup Gymnasium en nyhed om, at vi havde fået dispensation fra Grundforløbet. Det var, som de fleste har regnet ud, en aprilsnar. Få her svar på nogle at de spørgsmål, der er opstået i den forbindelse.

 Har GHG virkelig fået dispensation fra grundforløbet?

Nej, men vi ville rigtig gerne have en dispensation fra grundforløbet. Med vores 1. april-nyhed lægger vi op til dialog med de uddannelsespolitiske ordførere og undervisningsministeren. Vi står langt fra alene med vores kritik af grundforløbet. Gruppen af kritikere er: Ungdomsforskere – Politikere, herunder den tidligere undervisningsminister – Gymnasieskolernes Lærerforening – Gymnasielærere på tværs af gymnasieuddannelserne stx, hhx og htx – Gymnasielever, se fx her:  Efter et halvt år i gymnasiet har jeg stadig ikke fundet mig til rette. Heldigvis er løsningen åbenlys og her: Vi bliver tvunget ud i et hav af uoverskuelige relationer i gymnasiet.

Bliver det ikke dyrt at afskaffe grundforløbet?

Nej, de ressourcer, der nu anvendes på opstart i nye klasser og introforløb to gange i løbet af få måneder, vil vi i stedet anvende til god og solid vejledning i studieretningsvalg inden sommerferien.

Jamen kan GHG ikke finde ud af det med grundforløbet?

Jo, vi er som andre gymnasier ret gode til det. Vores elever melder positivt tilbage, når vi spørger dem om deres gymnasiestart. Vi er også gode til sammen med eleverne at få grundforløbsklasserne til at fungere godt. Men når virkeligheden om klasseskift presser sig på, falder den faglige motivation. Og i november efter klasseskift oplever mange af vores elever store sociale udfordringer.

Men er grundforløbet ikke en fordel for det sociale liv på skolen?

Vores elever er glade for at lære klassekammerater i både deres grundforløbsklasse og deres studieretningsklasse at kende. Men for mange elever er det hårdt at etablere nye relationer i en ny klasse i november, og de savner ofte den ‘gamle’ klasse. Derfor får alt for mange lyst til at skifte studieretningsklasse – ikke af faglige grunde, men fordi de ikke føler, at den nye klasse er lige så god og tryg, som den de kom fra. Det skaber mange unødvendige klasseskift og uro i studieretningsklasserne. Fokus flytter sig fra det faglige og giver oveni en social ustabilitet i klasserne i langt ind i foråret i 1.g. Det er ikke godt for det sociale liv på skolen. 

 

 

Ny tryg start på gymnasielivet

Nyhed 1. april 2024

 

SÅDAN! GAMMEL HELLERUP GYMNASIUM HAR SOM LANDETS FØRSTE GYMNASIUM FÅET DISPENSATION FRA GRUNDFORLØBET.

VI ER SÅ GLADE FOR AT KUNNE DELE DENNE NYHED MED JER EFTER EN ÅBEN OG KONSTRUKTIV DIALOG MED UNDERVISNINGSMINISTERIET.  VI DELER HER VORES NYE TILGANG TIL GYMNASIESTARTEN:

På Gammel Hellerup Gymnasium har vi en vision om at kunne tilbyde vores elever en tryg og fokuseret faglig ungdomsuddannelse fra starten af 1.g. 

Faglighed og fællesskab på Gammel Hellerup Gymnasium 

Som kommende elev på Gl. Hellerup Gymnasium vælger du din såkaldte studieretning inden sommerferien. Det betyder, at du i august måned starter i den klasse, der skal være din base, indtil du bliver student. Det er vigtigt for os at hjælpe dig med dit studieretningsvalg, og det er vigtigt for os, at du får en god både social og faglig start på gymnasielivet, så du kan udforske skolens mange eftermiddagsaktiviteter, talentforløb, udvalgsarbejde, musical, traditioner, klubber, cafeer og fester og på den måde lære hele skolen at kende på tværs af klasser og årgange. 

Før du vælger din studieretning 

At vælge studieretning betyder, at du skal beslutte dig for hvilke 2-3 særlige fag, du skal have eller have lidt mere af i din gymnasietid. Herudover skal du have en masse obligatoriske fag og nogle få individuelle valgfag. Du kommer til at gå i en studieretningsklasse, hvor I deler de særlige studieretningsfag og de obligatoriske fag. I dine valgfag, 2. fremmedsprog (tysk/fransk/spansk) og kunstnerisk fag (musik/drama/billedkunst/design) møder du elever fra de andre klasser på din årgang. Her kan du læse om de forskellige studieretninger, som vi tilbyder på Gl. Hellerup Gymnasium: https://www.ghg.dk/kommende-elev/studieretninger/.   

Hvis du ønsker mere viden og erfaring, inden du vælger din studieretning 

Nogle studieretninger byder på fag, du allerede kender fra grundskolen. Herfra har du måske en god ide om, at fx matematik, musik, biologi eller fransk lige er dig. Men i gymnasiet har du også mulighed for at vælge fag, du ikke allerede kender fra grundskolen. Det gælder fx fag som bioteknologi og erhvervsøkonomi. Hvis du er i tvivl om, hvilken studieretning, der er den rigtige for dig, vil vi gerne hjælpe dig med at undersøge, hvilke fag, der kunne være noget for dig. Det gør vi ved at tilbyde dig, at du i 8. eller 9. klasse kan besøge vores studieretningsdage, som ligger i marts og november måned. Her kan du tilmelde dig besøgsdage, hvor to studieretningsfag, fx engelsk og samfundsfag eller bioteknologi og idræt samarbejder i et tværfagligt forløb. Ved at deltage i undervisningen på en bestemt studieretning kan du blive inspireret og måske mere afklaret om, hvilken studieretning, der passer til dig. Du har selvfølgelig også altid mulighed for at kontakte vores team af studievejledere for at få yderligere vejledning ift. valg af studieretning. Endelig tilbyder vi også særlige forløb for elever i 7.-9. klasser, der har særlige interesser for sprog eller naturvidenskab. Forløbene aftales med din grundskole. På den måde er vi stolte af at kunne oprette en bred vifte af studieretninger og ikke kun de mest gængse.

Hvis du ønsker at vælge om (så bliv) 

Alle kan blive i tvivl, når de starter i gymnasiet. Har jeg valgt den rigtige studieretning? Passer jeg ind i klassen fagligt og socialt? Det er spørgsmål, som vi ofte hører fra elever i den allerførste tid i gymnasiet. Her vil vores opfordring altid være, at man giver sin nye klasse en chance. Vi ved af erfaring, at der skal tid til, før alle i klassen føler sig tilpasse i fællesskabet og i fagene. Men vi ved også, at efter et par måneder, er langt de fleste faldet godt til, og vil for alt i verden ikke undvære deres klassekammerater og de lærere, de nu har brugt tid på at lære godt at kende. Der ligger en stor investering i at starte i en ny klasse på en ny skole. Efter et par måneder begynder du at mærke det positive udbytte af din investering. Et klasseskift i starten af gymnasieforløbet vil sjældent hjælpe på fornemmelsen af at høre hjemme i klassen eller give faglig sikkerhed. Det er vigtigt, at man også husker, at man gennem valgfag i 2.g og 3.g kan møde elever fra andre klasser. Og ved at deltage i de mange sociale tilbud på skolen, fx i musical, debatklub, brætspilsklub eller udvalgsarbejde mv. er der også rig mulighed for at skabe venskaber på tværs af klasser. Så bare rolig; du kommer til at føle dig hjemme på GHG.  

Hvorfor Gammel Hellerup Gymnasium har valgt ikke at lade vores elever gå i midlertidige klasser i de første 3 måneder af 1.g 

Undervisningsministeriet har siden 2017 krævet, at gymnasielever starter i et såkaldt grundforløb, og først må vælge deres studieretning efter ca. 2 måneder i 1.g. Intentionen har været, at eleverne på den måde snuser til fagene og bliver mere afklaret om endelige valg af fag i studieretninger. Intentionen er sådan set god, men virkeligheden er en anden. Vores erfaring med det midlertidige grundforløb her på Gammel Hellerup Gymnasium (og på størstedelen af landets gymnasier) er, at det skaber social uro og utryghed blandt eleverne – foruden et stort tab af faglighed. Vi kan ikke stå inde for det tab af faglighed og den dalende sociale trivsel grundforløbet siden 2017 har skabt på landets gymnasier, og har derfor søgt og fået dispensation fra grundforløbet af Undervisningsministeriet. Vores erfaring med grundforløbet viste med al tydelighed, at det at starte op i nye klasser med nye klassekammerater og nye lærere to gange inden for 2 ½ måned var meget hårdt og utilfredsstillende for langt de fleste elever. I stedet for at bruge energien på at fordybe sig i fagene og udvikle venskaber med de klassekammerater, man startede sammen med, skulle man efter 2½ måned igen forholde sig til at skabe nye relationer blandt nye klassekammerater og nye lærere. Vi oplevede, eleverne savnede deres grundforløbsklasse, hvor de netop havde nået at skabe gode relationer. Det resultererede i alt for mange klasseskift, social uro og faglig utryghed, og der gik alt for lang tid, før der ca. et år efter starten i gymnasiet endelig var ro på i klasserne, så der var overskud til at fordybe sig i det faglige. Derfor ser vi det udelukkende som en fordel, at man på GHG starter i sin studieretningsklasse, hvor der bliver brugt tid og energi på, at alle i klassen lærer hinanden og lærerne at kende og falder godt til i et trygt klassefællesskab. På den måde sikrer vi, at vores elever på GHG får den bedste gymnasiestart og dermed de bedste vilkår for social tryghed, faglig fordybelse og udvikling. Vi er så glade for og stolte af at tilbyde vores elever den bedst mulige gymnasietid.

HVOR VILLE VI DOG ØNSKE, AT DET IKKE KUN ER 1. APRIL, VI KAN DELE DEN GODE NYHED OM AT AFSKAFFE GRUNDFORLØBET PÅ GHG.

 

 

 

Elevrådsdag

I går var repræsentanter fra alle 1. og 2.g-klasser samlet til elevrådsdag på GHG, mens 3.g’erne er ved at lægge sidste hånd på deres SRP. Baggrunden for dagen er et gensidigt ønske fra skolens ledelse og elevråd om at skabe endnu mere elevdemokrati og elevdeltagelse på Gammel Hellerup Gymnasium.

Elevdemokrati i centrum

Elevrådsformændene har en vigtig stemme både ved møder med ledelsen og i bestyrelsen. Derfor er det vigtigt, at elevrådet står stærkt og med dets repræsentanter forgrener sig ud i alle klasser, så alle elever har mulighed for at blive hørt og føle, de har en demokratisk indflydelse på skolens liv.

Til dagen havde elevrådet på forhånd valgt fire emner, som de gerne ville sætte fokus på.

Dagen startede med pizza og alle eleverne blev opdelt i fire undergrupper, hvor de havde god tid til at diskutere de valgte emner og komme med forslag til, hvordan der kan arbejdes med emnerne fremadrettet. Til sidst fremlagde grupperne deres forslag for hinanden og opsummerede hovedpointerne for vicerektor Janni la Cour. Alle forslag bliver nedskrevet og arbejdet videre med i et samarbejde mellem elevrådet og ledelsen.  

Som afrunding på dagen var lærere og IT-pædagog Nicole Koefoed forbi og fremlagde den seneste elevtrivselsundersøgelse som er lavet af Børne- og Undervisningsministeriet. Hun forklarede, hvordan undersøgelsen skal læses og kom med eksempler på forskellige nedslagspunkter fra undersøgelsen. Elevrådet får den lange rapport tilsendt, så de kan bruge den som grundlag for deres videre arbejde.

Dagens fire emner var:

 AI

Gruppen ønsker en større fælles forståelse for teknologi på GHG. Her er AI et stort emne og eleverne ønsker mere undervisning i brugen af AI som både vil give en forståelse for de fordele, der ligger i den nye teknologi, men også alle faldgruberne. Gruppen vil arbejde med at få mere teknologiforståelse indført i forskellige dele af undervisningen.

Seksualitet

Gruppen var glade for de besøg GHG har af Sex og Samfund i 1.g og vil gerne havde dem fast ud til alle tre årgange. Derudover var der et ønske om uddeling af gratis kondomer og et samarbejde om gratis test af kønssygdomme. Sidst ønskede gruppen mere dialog om tabubelagte emner som  f.eks. valget om ikke at være seksuelt aktiv.

Traditioner på GHG

Gruppen vil gerne have fokus på at bevare truede traditioner på GHG. Derudover vil de gerne indføre en ’traditionstorsdag,’ hvor interesserede elever samles for at lave nye traditioner på GHG. Eleverne vil også gerne arbejde for, at der kommer flere faste traditioner for markeder i skolegården med loppesalg, salg af kager, konkurrencer, musik osv. Pengene skal gå til klimaformål og som støtte til de forskellige traditioner på skolen

Studierejser

Eleverne synes, det går ud over studierejsernes kvalitet og formålet om kulturmøder, at det ikke længere er muligt at flyve på den lange studierejse. Gruppen ønsker at se på muligheden for én flyrejse i gymnasietiden i 2.g, som retfærdiggøres gennem klimakompensation. Gennem matematikprogrammet Maple beregnede eleverne, hvor mange penge en samlet CO2-belastning for studierejserne ville koste. Derefter fremlagde gruppen forskellige muligheder for, hvordan eleverne kan kompensere for klimabelastningen gennem aktiviteter og indsamlinger.

Litteraturens Dag 2024

Idag har der været Litteraturens Dag på Gammel Hellerup Gymnasium. Dagen har først og fremmest budt på oplæg fra nogle af Danmarks helt store aktuelle forfatternavne, nemlig Stine Askov, der bl.a. fortalte om bogen ’Nøjsomheden’ og Benedicte Huang, der fortalte om sin debutroman ’Døtreskole’. Udover to meget spændende forfatteroplæg var der skattejagt efter forfatternavne rundt på skolen og ’litterær kagekonkurrence’.

Stine Askov

Med medrivende fortælling og stor underspillet humor fortalte Stine Askov om sin vej fra barndommen mod den imponerende forfatterkarriere, hun har i dag. Hendes forfattervej indeholder atypiske trin på vejen, da hun f.eks. startede livet med bevidst at nægte at lære at læse. Senere fulgte hun i sin mors fodspor og blev uddannet og arbejdede som pædagog før hendes første roman trængte sig på og forfattervejen derefter blev en realitet.

Hun gav en spændende indføring i baggrunden for sin seneste roman ’Nøjsomheden’. I romanen danner det sociale boligbyggeri ’Nøjsomhed’ i Helsingør ramme om de fiktive karakterers liv med en kærlighedshistorie i centrum for fortællingen.

Benedicte Huang

Benedicte Huang startede sit oplæg med at fortælle om sin rejse mod drømmen om at blive forfatter, der både er gået via forfatterskoler i Norge og København. En rejse, der sidste år udmøntede sig i Munch-Christensens debutantpris. Med sin debutroman ’Døtreskole’ har hun indskrevet sig som en af de danske forfattere, der lægges mærke til med flotte anmeldelser for romanen. Med stor ærlighed ogautenticitet fortalte Benedicte om det pres, hun oplevede i årene, hvor hun var færdiguddannet forfatter, men stadig ikke havde fået et gennembrud.

Selvom det ikke var et bevidst valg, er præstationspres også endt med at blive et af temaerne i hendes debutroman, da hovedkarakteren er en meget pligtopfyldende elev på ’Edel Berthelsens Døtreskole’. Centralt for romanen er en intens veninderelation, der bl.a. er blevet til med inspiration fra en af Benedictes egne relationer i teenageårene. Mange af bogens temaer skriver sig direkte ind i det ungdomsliv, der er aktuelt for GHG’s elever i dag. 

Alle GHG’s 2.g’ere var til begge forfatteroplæg og efter hvert oplæg blev der stillet mange nysgerrige spørgsmål til de to forfatterne.

Baggrund for Litteraturens Dag

Litteraturens Dag er arrangeret i forbindelse med en særlig indsats på at få unge til at læse mere litteratur ‘GHG LÆSER’. Formålet er bl.a. at træne de unge i fordybelse ved at inspirere dem til at læse mere litteratur. Fordybelse er ikke noget vi bare kan mere, det skal trænes, efterhånden som vi vænnes mere og mere til at læse kortere og hurtige formater.

Litteraturens dag er støttet af Statens kunstfond.

Antropocæne Dage på GHG

I dag var der den første af to Antropocæne dage på Gammel Hellerup Gymnasium.

Antropocæne Dage er en årligt tilbagevendende begivenhed opkaldt efter vores nuværende geologiske epoke, hvor mennesket optræder som en afgørende faktor for hele kloden: Som en medskabende naturkraft eller som en kraft, hvis aktiviteter opløser skellet mellem natur og kultur?

Som første del af de Antropocæne dage havde GHG besøg af to oplægsholdere. Den første var psykolog Solveig Roepstorff, der fortalte om klimapsykologi, og hvordan klimadebatten kan påvirke os på forskellige måder og afføde forskellige reaktioner.

Dagens anden oplægsholder var forfatter Peder Frederik Jensen. Han skriver  ’Klima-litteratur’ og har bl.a. skrevet “Banedanmark”,  “Det Danmark du kender” og ’følgeton-artiklen ”Spøgelsesfolket” for avisen Information. Artiklen sætter fokus på klimaproblematikken i lyset af fældningen af regnskoven i Afrika og undertrykkelse af det oprindelige folk i de områder.

Oplæggene bruges som inspiration til elevernes videre arbejde med Det Antropocæne’.

Besøg fra Panum

Alle unge ved godt, at der er risici forbundet med at tage euforiserende stoffer, men der er nok ikke så mange der ved, at det bl.a. kan have store konsekvenser for mundhygiejne og tænder. Det var Venessa, Anna og Sophie fra tandplejeruddannelsen på Panum på GHG for at fortælle 3.h biologi om i dag.

I deres bachelorprojekt undersøger de tre studerende både hvilke skadevirkninger euforiserende stoffer har og hvordan man bedst kan formidle emnet til unge mellem 16 og 20 år. Derfor havde de inden deres besøg udsendt et anonymt spørgeskema til alle eleverne i 2.h, der spurgte ind til hvilke euforiserende stoffer de kender til og hvad de ved om sammenhængen mellem euforiserende stoffer og mundhygiejne. På baggrund af undersøgelsen holdte de tre studerende et oplæg, der både redegjorde for de forskellige former for euforiserende stoffer og underviste i tænderne og mundens biologi og processer. Eleverne i 2.h tog rigtig godt imod undervisningen, og det gjorde stort indtryk, hvordan tænderne og tandkødet på mange forskellige måder kan blive påvirket og ødelagt. Efter oplægget blev der også stillet interesserede spørgsmål fra klassen, der er blevet klædt endnu bedre på til at træffe oplyste beslutninger, når de bevæger sig ud i et ungdomsliv, hvor de risikere at støde ind i euforiserende stoffer.

Tak for besøget til Venessa, Anna og Sophie.

 

 

Besøg fra Panum

GHG har i mange sammenhænge fokus på karrierelæring og på at klæde eleverne på til de mange valg efter studentereksamen. I den sammenhæng havde 3.w Biotek besøg af Rafa, der blev GHG-student i 2020 og for nylig har gennemført sin bachelor på medicinstudiet og skal videre på kandidatuddannelsen. ”Jeg kan huske, jeg var lidt nervøs for at vælge Biotek som studieretning, da jeg startede i grudforløbet på GHG i sin tid, da jeg havde hørt det var svært. Jeg endte dog med at vælge det og efter to uger, var jeg overbevist om, at jeg skulle videre på medicin efter gymnasiet. Det var meget inspirerende og meget af det vi lærte på Biotek på GHG, har jeg kunne bruge videre på medicinstudiet,” fortæller Rafa.


I dag var han så tilbage på GHG for at fortælle 3.w om, hvordan det er at læse medicin og give dem gode råd til universitetslivet. Derefter underviste Rafa klassen i hormoners funktion og i anatomi med udgangspunkt i menstruationscyklussen.