Der er mange spørgsmål, forventninger og måske bekymringer, når man går fra at være folkeskoleelev til at være gymnasieelev. Fire 4.g’ere fra GHG holdte i dag oplæg for alle GHG’s nye 1.g’ere for at fortælle om deres egne år i gymnasiet.

Med et helt nyligt gymnasieforløb i frisk erindring kunne Adam, Celine, Caroline og Kasper med stor ærlighed og oprigtighed fortælle om deres år på GHG på godt og ondt. De fortalte om udfordringer, hvad man skal være særligt opmærksom på og de gode oplevelser, man skal huske at dyrke og nyde, mens man er på gymnasiet.

De fortalte bl.a. om, hvad der kan være godt at lægge vægt på omkring det sociale liv i gymnasiet. Eksempelvis at man ikke skal føle, at der er et særligt image, man skal leve op, at ens baggrund ikke er vigtig eller at man skal se ud på en bestemt måde; At det er godt at være afslappet og imødekommende.  De fremhævede også, at der er rigtig gode muligheder for at være social på GHG, at det kan være sjovt at være med til festerne, også selvom man ikke har lyst til at drikke alkohol, men at man omvendt ikke skal føle man går glip af noget, hvis man en dag kan mærke man har brug for at slappe af og blive hjemme. 

De opfordrede også til at bakke op om klassefællesskaberne, gå positivt ind i de arrangementer, der bliver taget initiativ til, da hver enkelt er med til at skabe det gode sociale liv og fællesskab. 

Derudover talte de om, hvordan man kan forholde sig til faglighed, lektier og karakterer i gymnasiet. At det kan være godt at lægge mærke til, at meget af det pres, man kan føle både socialt og fagligt ofte kommer fra en selv, og man skal lade være med at sammenligne sig med andre i forhold til karakterer. Omvendt lagde de ikke skjul på aflevering og lektier gennem de tre gymnasieår ind imellem er krævende. 

Sidst slog de også et slag for at de mere klimavenlige studieture kan være lige så sjove og en stor oplevelse som de mere eksotiske. “Man kan have det lige så sjovt i Berlin som i Athen, da oplevelsen handler rigtig meget om, at have det sjovt sammen og få styrket fællesskabet i klassen. På den måde byder studieturene på vildt fede oplevelser, man aldrig har haft før, selv om destinationen er mere velkendt,” fortæller Adam.

Dette og en del andre gode råd blev videregivet til en ny generation af GHG’ere og oplægget blev afrundet med muligheden for at stille spørgsmål.