I går var der ‘Antropocæne Dage’ på GHG.  Dagen startede med to inspirationsoplæg. Først af Esther Kjeldahl, som er klimaaktivist og forfatter til “Vi er sammen om at mærke det” (2020) og bagefter forfatter Peder Frederik Jensen, som bl.a. har skrevet romanen “Det Danmark du kender” (også 2020).

Derefter var alle klasserne til forskellige workshops med deres lærere, hvor de på forskellige måder reflekterede over menneskets påvirkning på jorden.

Dagene er en del af et større projekt, der hedder “Dannelse i en ny nordiske virkelighed”. “Antropocæn” betyder “Menneskets nye tid” og betegner den epoke, vi og Jorden nu er indtrådt i. En epoke, hvor menneskelig aktivitet på afgørende vis ændrer og dominerer klodens ellers naturlige processer og dynamikker. Antropocæne Dage handler om, hvordan vi så kan forholde os til det.