Tilbage til GHGlemt
Året er 2044. Udover en diset vej stærkt trafikeret af utallige selvkørende biler svæver mennesker frem i disse på magnetdrevne kørebaner mod solens glødende stråler. Med lydens hastighed er kursen mod det, der plejede at være Gammel Hellerup Gymnasium, sat. I en bil er jeg, min søster, hendes mand og min niece placeret. Jeg genkalder min første skoledag på GHG, som det hed dengang. Anderledes. I 2017 var velkomsten af nye elever ikke en begivenhed, der i sig selv tiltrak forældrefremmøde. Derudover var luftforureningen på lokale veje ikke toksisk og himlen var stadig blå.
Som vi i de hvide biler flyver gennem byen som spøgelser omfavnes vejen af ensartede højhuse; scannerstationer, gigantiske cloud-arkiver, lejlighedskomplekser, arbejdspladser. København har udvidet sig en del siden 2019. Bilen stopper, da vi ankommer. ”Vi er nu ankommet til jeres ønskede destination. Jeg håber, I har haft en behagelig rejse.” Som dørene åbnes og vi stiger ud, mærkes den velkendte summen i armen omkring borgerchippen ved elektronisk betaling. Jeg taber vejret. På den lokation, der i min ungdom husede Gammel Hellerup Gymnasium, tårner sig nu et storslået monument op. 40,4 meter højt måler min elektroniske kontaktlinse det til. Bygningen er placeret på kæmpe hvide stolper, sandsynligvis pga. skrækken for den forhøjede vandstand, der i de seneste par år har slugt en del strandvejsvillaer. Gentofte Central Gymnasium står der skrevet over indgangen ved toppen af en cirkulær trappe, efterfulgt af inskriptionen ”Et elitegymnasium af elever, for elever.” Som om. Nok kender jeg til rekonstruktionen, der er sket som funktion af regeringens formaning om en effektiviseret gymnasiereform landet rundt, skønt forbavser virkeligheden som sædvanlig. Som funktion af en ressourcebesparelse er flere gymnasier lagt sammen til få per region. Hermed er for eksempel det tidligere Aurehøj, Ordrup, Øregård, Virum, Espergærde, Herlev, Lyngby, Rysensteen, Christianshavns og Tårnby Gymnasium blevet jævnet med jorden i 2030, forvandlet til grå byggepladser, mens blandt andre Gammel Hellerup, som det største gymnasium i Gentofte kommune, blev ’stående’. I den tidlige augustmorgen vandrer unge omkring bygningen iført sorte og mørkegrønne skoleuniformer, luftmasker, og med den nyeste teknologi; spottes kan hologrammer, AR-briller, men ikke et strejf af en smartphone. SoMe-generationen, som vi også kaldes, kendt for at have været plaget af mobilafhængighed og en række psykiske lidelser, blev gennembruddet for ny lovgivning i samfundet.
Som strømmen af GCG-elever marcherer ind ad de 2,62 meter høje døre og flydende fordeles i deres lokaler lyder adskillige ’bip’. En udbredt teknologi; chips. På denne måde scanner regeringen i dag data, hvortil større virksomheder og institutioner kan få adgang, om ansattes, studerendes eller elevers mødetider samt helbredstilstand. Ingen flinke lærere der kan se gennem fingre med et sekunds forsinkelse længere, mumler jeg for mig selv. ”Undskyld?” spørger min søster foran mig med svagt rynkede bryn og skuende øjne, som om hun dels forsøger at resonere sig frem til hvad jeg sagde, dels gennemskuer mit indesluttede væsen. ”Det’ nyt,” kvækker jeg bare. Hver og en undersøges vi ved specialindgangen for uregelmæssige besøgende, hvor en indgangsmaskine scanner vores id; ansigtsgenkendelse og gennem chippen, CitizenSearchTM, får den adgang til alle data, der om muligt kan findes i kroppen. Som jeg løfter mit ben i det, der svarer til en tiendedel af et skridt, manes jeg tilbage af robotreceptionisten, da der stadig mangler en resterende indsprøjtning. Maskinen folder en ny metalskive ud, som igen og igen omformes indtil det ønskede skinnende værktøj, en mikroskopisk tynd glassprøjte, med præcise mekaniske bevægelser hurtigt inficerer underarmen, prikker hul i huden. Forundrede følger vi strømmen og anvisningerne ind til storsalen, hvor ceremonien for de nye ’putter’ vil begynde.
Efter et stykke tid dæmpes lyset i salen, hvorefter en video præsenteres. En velkendt mand med en et hvidt fuldskæg, magnetiske alderdoms- og balancestøttere og glade øjne dukker op centralt i optagelsen. ”Velkommen til Gentofte Central Gymnasium og tillykke med jeres optagelse. Mit navn er Jørgen Rasmussen, og jeg taler på vegne af hele skolen, når jeg siger, at vi har set meget frem til at møde jer,” lyder det fra de tusinde mikrohøjtalere rundt omkring. Lydniveauet er perfekt. Salen klapper. Pludselig træder rektoren ud af billedet, som et hologram, og opfordrer tilskuerne til at følge efter til en rundvisning. Forsamlingen klemmer sig ud mod skolens origo, gården. Den virtuelle version af Jørgen guider gruppen gennem en række gange med avispapirstynde skærme uden for hvert lokale, afbildende aktiviteten i det pågældende rum. Typisk ses omkring 60 systematisk placerede elever ved jernborde foruden det virtuelle fremmøde, blåt lys (hæmmende mod elever, der falder i søvn), hvide vægge, et vindue, en skov af hænder og vent lige lidt… ”Hvorfor er der ikke nogle lærer?” snapper jeg. Min niece griner. ”Det er der da også, kan du ikke se dem – se – lige der!” Og peger på skærmen vi netop haster forbi. Som flere og flere skærme møder os, ses det, at alle klasseværelserne er besat med en lærer; virtuelt. Under rundvisningen parres hver ny elev og familie med en vejleder, iført sort uniform, der monotont og stilfærdigt informerer om skolen.
I kantinen beroliger det mig ved første øjekast, at alt er omtrent som det plejer, bortset fra den implementerede moderne teknologi. Vejlederen forklarer: ”På GCG gør vi meget ud af individualitet og optimering af elevens præstationsevne – derfor påkræves alle elever energiopfyldning morgen, formiddag, middag og eftermiddag. For at hver elev modtager den rette mængde energi, overføres øjeblikkeligt data om elevens blodsukkerniveau, stofskifte og allergier, som deles fra chippen til skolens system før hver fødeudlevering, der indtages i pilleform. Ligeledes udleveres elektroniske linser til alle nye elever. Linserne kan forbindes over Bluetooth til plagiat-kontrollen under prøver…” Op mod en klinisk ren pastelfarvet skænk med maskiner placeret der, hvor der i 2019 var sandwiches, salatbar, müslibarer, boller og kaffe står en kø af elever. Der er spisefrikvarter. Først nu bemærker jeg zonen omkring hver skikkelse i rummet, som minder om en sæbeboble uden regnbuefarvernes skær – kun lyset fra vinduerne, danner en reflektering her og nu, som afslører det. Vejlederen taler stadig, som vi så småt bevæger os ud af den lyse kantine, hvor elever ensartet sidder på bænke og læser lektier eller andet: ”… vigtigt med den rette bakteriemængde. Alligevel vurderer vi, at en immunseparering er nødvendig for at modarbejde eventuelle epidemier som influenza, lus, fnat…” Til sidst færdes vi gennem en gang med form som en liggende cylinder udelukkende bestående af glas, flad på gulvsiden. Der er 15 meter ned til gården, og herfra… herfra kan hele skolen iagttages. ”Så er vi nået til vejs ende, er der nogle spørgsmål?” spørger vores vejleder. Hun kigger på os med et symmetrisk smil, stirrende øjne.
Et par kvadratkilometer er grunden. Utroligt, i betragtning af, det udelukkende består af klasselokaler, bortset fra et par forsamlingssteder, idrætsanlæg og toiletter. Jeg kan ikke dy mig: ”Øh altså, hvor holder I jeres fester og eftermiddagsaktiviteter og så videre her?” Den unge kvinde ryster på hovedet og smiler en kende mere end før og siger så: ”Først og fremmest er festarrangementer ikke en del af, hvad vi betegner et passende læringsmiljø. Dansk ungdomskultur er alt for præget af alkohol og fjol – GCG er et elitegymnasium. Desuden – ,” hun fniser, ligesom min niece, og fortsætter ”har jeg ikke modtaget undervisning på Gentofte Central Gymnasium. Jeg er en robot.” Atter chokeret skuer jeg ud over området. Det klargøres nu, hvor lidt dette sted har med Gammel Hellerup Gymnasium at gøre og hvor dumt af mig det var at sammenkoble dette til mine minder fra samme sted. Minder om fælleskab og mere eller mindre at kunne genkende de fleste af skolens ansigter, at kunne stille underviserne spørgsmål om emner, som rækker ud over pensum, frihed, elevindflydelse, innovation og kreativitet, traditioner, tryghed og sjov. Glemt og væk er alt, hvad Gammel Hellerup stod for. Dengang jeg var ung, var det meget bedre – bedre end denne institution på stylter.