På baggrund af klager fra naboer i forbindelse med elever i Staudehaven ved Hellerup Havn kontaktede Gammel Hellerup Gymnasium i foråret Gentofte Kommune, politiet og naboer med henblik på et samarbejde. Formålet var at få en bedre fornemmelse af de gener, naboer til Staudehaven oplever, og hvordan kommunen og gymnasiet kan inddrages i en løsning af problemet. Onsdag den 15. august løb første skoledag af stablen, og den fælles konklusion blandt de forskellige parter var, at samarbejdet var en succes.

Traditionen tro samles elever fra Gammel Hellerup Gymnasium i Staudehaven ved Hellerup Havn på første skoledag, når skolens program er slut. Eleverne mødes i to timer mellem kl 14 og 16, hvor de fester og nogle 1.g’ere bliver smidt i vandet.

Denne og andre traditioner har i nogen grad været forbundet med klager fra naboer, der har været generet af støj og affald. Derfor tog GHG inden sommerferien initiativ til et samarbejde mellem naboer, kommunen, politiet og gymnasiet for at løse problemet. Det er ikke muligt at forbyde den slags samlinger i det offentlige rum, så derfor gik parterne sammen om at skabe nogle rammer, hvor naboerne bliver generet mindst muligt.

Indsatsen tog udgangspunkt i naboernes oplevelse af arrangementet, og de gener der er forbundet med det. På den baggrund blev musikanlæg forbudt, der blev sat ekstra skraldespande op, og politiet kiggede forbi som en forebyggende indsats. Gymnasiets ledelse var til stede for at sikre, at regler om støj og oprydning blev overholdt og arrangementet blev afsluttet med, at eleverne ryddede alt op efter sig i og omkring haven.

Mandag den 20. august mødtes parterne på Gammel Hellerup Gymnasium, og den samlede konklusion var, at indsatsen var en succes, der sikrede, at eleverne kunne have nogle hyggelige timer uden gener for naboerne. Samarbejdet fortsætter og bliver aktuelt næste gang omkring sidste skoledag i maj måned.

Er man nabo til Staudehaven, og ønsker man at blive hørt i forbindelse med indsatsen, er man altid velkommen til at kontakte Gammel Hellerup Gymnasium.