Tirsdag den 22. maj var det sidste skoledag for vores 3.g’ere. En på mange måder glad dag, der markerer slutfasen i tre års gymnasietid. Vi havde i år i samarbejde med eleverne opstillet nye regler for fejring af dagen. Vi syntes, at det i alt væsentligt gik godt, og vi tror, at skolens nærmeste naboer har været tilfredse med dagen.

Desværre har vi så efterfølgende fået at vide, at eleverne havde været i Staudehaven fra kl. 7-9, hvor de havde været meget støjende og efterladt store mængder af affald og knuste flasker. Flere naboer har klaget til skolen og politiet, og Villabyerne har skrevet om det.

Det er til stor ærgrelse og beklagelse, da vi i år har lavet en række nye tiltag for at minimere gener for naboer. Op til sidste skoledag har vi afholdt flere møder og fællessamling med 3. g’erne, hvor vi har indskærpet, at de ikke skal mødes i Staudehaven, og det altid er afgørende at tage hensyn til lokalmiljøet både i forhold til larm, affald osv. Det er ligeledes blevet understreget, at hvis elever samles uden for skolen, skal de vise hensyn og rydde op efter sig selv.

For en god ordens skyld skal det pointeres, at elevernes fest i Staudehaven intet har med gymnasiets planlægning af sidste skoledag at gøre. Tværtimod fortæller vi eleverne, at skolen tager afstand fra, at det finder sted. Netop fordi det har karakter af et privat arrangement, der organiseres af de unge selv, har det været svært for skolen at løse problemet. Vi har afprøvet forskellige modeller gennem årene.

Da vi tirsdag formiddag erfarede, at der igen var et større antal unge, der havde mødtes i Staudehaven uden at rydde op efter sig, ønskede vi i det mindste at vise det hensyn til beboerne i området og sikre, der blev ryddet op i parken. To af skolens ansatte sørgede i samarbejde med kommunen for oprydning. Vi er klar over, at det sender et uklart signal, der kan tolkes som om skolen blåstempler, at det finder sted. Det hensyn, der ligger i at få ryddet op, har dog vejet tungere end den dårlige omtale, gymnasiet har fået for det.

Med dette års klager og gener mener vi på Gammel Hellerup Gymnasium, at vi må prøve at gå nye veje for at få det standset. Vi har som skole på alle mulige måder appelleret til de unge om at vise hensyn, rydde op efter sig selv, lavet alternative arrangementer på skolen på denne dag osv. Vi arbejder derfor på en plan for, hvordan vi kan undgå, at unge fra gymnasiet samles til gene for naboer i havneområdet. Straks efter skolestart vil vi indkalde de kommende 3.g’ere og drøfte en ny model for sidste skoledag, som indebærer, at de holder sig væk fra Staudehaven. Vi vil også kontakte kommunen om dette.

Vi vil samtidig appellere til både elever og forældre om et samarbejde for at komme problemet til livs. Hverken de unge eller gymnasiet kan være tjent med den omtale, der har været.

Jørgen Rasmussen

Rektor

Gammel Hellerup Gymnasium