Kunne du forestille dig at sætte tænderne i en lækker muffin, en sprød cookie eller en saftig gulerodskage bagt med insektmel?
Det prøvede eleverne i 1w biotek på Gammel Hellerup Gymnasium i fredags, hvor de gik i køkkenet med en mission: at udforske en bæredygtig løsning på nogle af de miljømæssige udfordringer, vi står overfor i fødevareproduktionen i Danmark.
Madlavning med insektmel byder på spændende perspektiver. Insekter kræver kun lidt plads, kan opdrættes i lukkede, vertikale systemer og omdanner foder til protein langt mere effektivt end traditionelle husdyr. Samtidig kan en øget anvendelse af insekter i fødevareproduktionen mindske udledningen af næringsstoffer til vores fjorde og frigive landbrugsjord til skovrejsning.
Bag køkkenprojektet står et større bæredygtighedsfokus på gymnasiet, hvor alle 1g-elever arbejdede med bæredygtighed på tværs af fagkombinationer. Mens 1w kastede sig over madlavning med insektmel, undersøgte andre klasser emner som COP29, Udstillingen ”Vandet kommer” på Dansk Arkitektur Center DAC, UNESCO’s verdensmål og meget mere.
Elevernes kreative kreationer blev bedømt af chefkok Christopher Djard Da Cunha Schmidt fra firmaet SehgalGroup. Sammen med rektor Bjarne Edelskov vurderede han bagværket ud fra smag, duft, tekstur og helhedsindtryk. Efter en spændende smagstest løb Anna Sophia, Thor, Albina, Willum og Nilas med førstepræmien for deres uimodståelige blåbærmuffins.
Insektmel kan måske lyde som en usædvanlig ingrediens, men i 1w blev det til en oplevelse af fremtidens bæredygtige gastronomi – og smagen var ikke til at tage fejl af!