GHG Liv – fra elev til elev

Der er mange spørgsmål, forventninger og måske bekymringer, når man går fra at være folkeskoleelev til at være gymnasieelev. Tre 4.g’ere fra GHG holdte i dag oplæg for alle GHG’s nye 1.g’ere.

Med et helt nyligt gymnasieforløb i frisk erindring kunne Clara, Louis og Juliette – som de tre 4.g’ere hedder – med stor ærlighed og oprigtighed fortælle om deres år på GHG på godt og ondt. De fortalte om udfordringer, hvad man skal være særligt opmærksom på og de gode oplevelser, man skal huske at dyrke og nyde, mens man er på gymnasiet.

Clara, Louis og Juliette understregede bl.a., hvor vigtigt det er at lære at balancere udfordringerne med lektier og afleveringer for at undgå at blive stresset. ”Det er eksempelvis helt okay, at man ikke får lige så gode karakterer i 1.g, som i folkeskolen eller at der er et fag, man aldrig bliver helt god til,” forklarer Clara. ”Så lagde vi også vægt på, at man skal vælge studieretning efter interesse og ikke efter ens venner eller stresse over, hvad man skal efter gym,” fortalte Juliette. ”Man kan godt vælge om, og det man synes er sjovt, er også det man bliver god til.”

De lagde særligt vægt på, hvor vigtigt det er at mærke efter i sig selv og mærke sine grænser, når man står i nogle af de nye situationer som ungdomslivet i gymnasieårene kan byde på. Det kan eksempelvis være i forhold til alkohol eller sex, men også i hverdagssituationer, hvor man ikke skal være bange for at gøre noget andet end vennerne eller veninderne, hvis det føles rigtigt for en selv. ”Og så fortalte vi også, at ingen undgår at føle de har gjort noget pinligt, som man kan gå slå sig selv i hovedet med,” fortsætter Clara. ”Vi har alle været der, og det hører med til de år.”

De tre elever videregav også helt konkrete råd som, at det er fedt at cykle i skole, bruge studievejlederne og tage madpakke med, og vigtigst af alt: at anerkende hinanden, give hinanden komplimenter og sige hej til alle – også dem, man ikke lige er tætteste venner med. ”Det synes de alle sammen var et rigtig godt råd,” smiler Juliette. ”Det er bare med til at skabe en god stemning på skolen.”

Sidste erfaring de tre 4.g’ere gav 1.g’erne med videre var særligt til drengene. ”Piger synes, at de drenge der er søde og taler pænt er de spændende og modne, mens vi ikke gider de drenge, der hele tiden spiller smarte og taler nedsættende om kvinder,” fortæller Clara. ”Og så kunne vi jo give Louis, som et godt eksempel på en sød dreng,” smiler Juliette.

Vi skal passe på hinanden

Vi håber, at I alle har haft en god første uge på GHG. For os har det været fantastisk at se alle vores elever tilbage under næsten normale tilstande.

Vi havde som bekendt planlagt en introcafé for hele skolen i aften, som vi desværre har været nødt til at udskyde lidt pga. restriktioner. Men vi glæder os til i det kommende år, at kunne skabe trygge rammer for en masse gode gymnasiefester for jer alle.

Der går rygter om, at der i aften er fest i Dyrehaven. Som gymnasium har vi gennem årene taget tydeligt afstand til netop denne fest, og det gør vi fortsat. I de seneste år har vi derfor arrangeret et godt alternativ i form af den omtalte introcafé for hele skolen, som plejer at være en stor succes.

Årsagen til at vi tager afstand til festen i Dyrehaven er, at den gennem årene har udviklet sig til et mere og mere utrygt sted af være – og særligt for unge som jer. Vi har hørt om mange ubehagelige episoder i Dyrehaven. Unge mennesker er endt på hospitalet til udpumpning, men også om overfald mm. Samtidig har arrangementet også skabt en del gener i form af problemer med massivt affald og ødelagt natur.

Vi véd, hvor meget det sociale betyder omkring studiestart, og vi ønsker I får en sjov og hyggelig start på gymnasielivet. Vi har stor forståelse for jeres behov for at være sammen – særligt efter nedlukningen. Vi ønsker dog også, at det bliver en tryg og god start, og at I tænker jer om og passer godt på jer selv og hinanden.

Vi synes I skal feste og hygge jer med hinanden, men vil som skole klart opfordre til, at festerne holdes andre steder end i Dyrehaven i aften.

Tak for en god første uge.

Bedste hilsner Janni og Bjarne