GHG LIV – fra elev til elev

Der er mange spørgsmål, forventninger og måske bekymringer, når man går fra at være folkeskoleelev til at være gymnasieelev. To 4.g’ere fra GHG holdte i dag oplæg for alle GHG’s nye 1.g’ere.

Med et helt nyligt gymnasieforløb i frisk erindring kunne Cecilie og Villiam – som de to 4.g’ere hedder – med stor ærlighed og oprigtighed fortælle om deres år på GHG på godt og ondt. De fortalte om udfordringer, hvad man skal være særligt opmærksom på og de gode oplevelser, man skal huske at dyrke og nyde, mens man er på gymnasiet.

Cecilie og Villiam understregede bl.a. hvor vigtigt det er at lære at balancere udfordringerne med lektier og afleveringer for at undgå at blive stresset. De fortalte også om, hvor godt det kan være at bruge skolens tilbud efter undervisningen såsom lektiecafeen, melde sig til musicalen osv. Og så fortalte de om, hvordan man kan navigere i fester og undgå at drikke mere alkohol, end man har lyst til.

Begge synes, det er meningsfuldt at give deres førstehåndserfaringer fra GHG videre til en ny årgang, og klæde dem godt på til at få tre mindeværdige gymnasieår – og måske til at undgå nogle af de oplevelser, de selv ville have undgået i bagklogskabens ulideligt klare lys.

GHG’er med i Matematik OL

Kæmpe tillykke til Magnus Ridder Olsen fra 3.x der i løbet af sommeren er blevet en af de seks danske repræsentanter til Matematik OL 2020.

I sidste konkurrence blandt de 15 bedste i Danmark blev Magnus nr. 2, og et gennemsnit af alle hans point i de mange tests placerede ham som et sikkert medlem af det danske hold. Sidst i septemper skal Magnus i seks opgaver over to dage kæmpe med de fem andre danskere mod de andre deltagerlande. 

 

Introperiode

Mere end 300 forventningsfulde, nye 1.g’ere startede onsdag den 12. august på GHG. Både lærere, studievejledere og et hold af tutorer havde glædet sig til at byde de nye elever velkommen. Tutorerne havde inden skolestart været på kursus for at blive ekstra godt klædt på til at give de nye elever en god og tryg start – og hjælpe de elever, der måske føler sig lidt usikre til også at være med. 

På trods af, at Corona stadig er en realitet, fik 1.g’erne nogle gode og sjove dage – hvor alle aktiviteter foregik klassevis. 

Velkommen til GHG

Nye udendørs faciliteter

Elevdemokrati betyder meget på GHG, og elevrådsformændende bliver taget med på råd i mange af de beslutninger, der bliver truffet på gymnasiet.

Formændene Nikolaj og Clara har arbejdet for flere udendørs faciliteter for eleverne. Her efter sommerferien er der sat hængekøjer op, der er kommet nye borde og bænke, og hver fredag skiftes en GHG’s klasse til at være DJ i gården i spisepausen.

I den næste tid vil der yderligere komme flere tiltag, der skal gøre pauserne og mellemmodulerne sjovere og motivere eleverne til at opholde sig udendørs.