GHG om Coronavirus

Opdateret den 12-3-2020

Danmark står nu i en helt ekstraordinær situation, som betyder, at skolen foreløbigt er lukket ned til og med mandag den 13. april. Det betyder, at skoledagene bliver anderledes, end vi er vant til, men i fællesskab er jeg sikker på, at vi kommer igennem det hele, så I bliver klar til eksamen til sommer.

Udvis samfundssind!

Vi hører fra forskellige sider, at nogle elever arrangerer sommerhusture og andre fællesarrangementer. Jeg skal på det kraftigste indskærpe, at sådanne arrangementer er helt uforenelige med de retningslinjer, som er meldt ud fra officiel side. Det er vigtigt, at ALLE udviser fornuftig adfærd og ikke mødes i forsamlinger, til fester, i sommerhuse og på klubber, hvis Danmark skal smitten til livs. Vi har brug for forældreopbakning, så alle sådanne arrangementer fuldstændig undgås. Tag situationen dybt alvorligt og udvis samfundssind!

Virtuel undervisning

Som udgangspunkt afvikles al den undervisning, som skemalagt i Lectio. Den virtuelle undervisning går i gang, så snart dine lærere har lagt opgaver på Lectio. For nogle elever betyder det allerede i dag. Det betyder:

  • Du skal sidde klar ved din computer på undervisningsdage i tidsrummet 8.10-15.30
  • Læreren skriver på hvert modul, hvad du skal lave, herunder også om undervisningen finder sted på andre platforme
  • Der registreres fravær ved, at du løser de opgaver, som læreren stiller. Det kan fx være besvarelse i elevfeedback på Lectio, videokonference på Microsoft Teams, på YouTube eller via anden kommunikation med læreren
  • Du skal stadig aflevere alle skriftlige opgaver. Nogle moduler kan også konverteres til skrivemoduler, hvor du arbejder med dine afleveringer

Beskeder i Lectio

Under nedlukningen er det særligt vigtigt, at du løbende holder dig orienteret i Lectio om, hvad der skal ske i undervisningen. Det drejer sig både om beskeder fra lærerne på modulerne og under ”Beskeder”.

Brug af læringsplatforme til virtuel undervisning

Vi bruger som udgangspunkt de læringsplatforme, som du allerede kender fra undervisningen. Nogle lærere kommer desuden til at bruge læringsplatformen Microsoft Teams, hvor der er mulighed for videokonference med alle elever. Du skal derfor downloade Microsoft Teams via dette link. Har du problemer, kan du også bruge webudgaven af Teams på Intra.

Afvikling af SRP

Vi afvikler SRP virtuelt i den planlagte tidsperiode.

Aflysning af studierejser

De berørte klasser har alle fået direkte besked om, at studierejserne er aflyst. Vi arbejder på at få pengene retur og undersøger mulighederne for, at rejserne kan afvikles i næste skoleår. De berørte klasser får desuden lagt et nyt skema i Lectio, så man har ikke fri.

Adgang til skolens bygninger

Der er ikke adgang til skolen.

Kontakt med skolens kontorpersonale og lærere

Personalet arbejder som udgangspunkt hjemmefra og kan kontaktes pr. mail. Vi får for tiden rigtig mange henvendelser, så vi beder om forståelse for, at vi ikke kan besvare jeres spørgsmål så hurtigt, som vi gerne ville.

Vi har for nu ikke flere oplysninger af generel karakter, men følg med i Lectio og på skolens hjemmeside, som vi løbende opdaterer.

 

 

 

Elever møder stjerneforfattere

Det var nogle af de helt store navne inden for dansk litteratur, der var til Litteraturens Dag på Gammel Hellerup Gymnasium. En dag der har til formål at inspirere unge til at læse mere litteratur. Noget, der kan være stort behov for i en tid, hvor korte nyheder og tekster på skærmen udgør en større og større del af den måde, vi læser på.

Salen på Gammel Hellerup Gymnasium var fyldt da forfatterne Morten Pape, Iben Mondrup og Jesper Wung-Sung holdte oplæg og svarede på spørgsmål til Litteraturens Dag. Forfatterne var gode til at fange publikum, uddybe spørgsmål og gøre det spændende bl.a. andet med humor og meget personlige beretninger. Eleverne lyttede med stort engagement og stillede mange nysgerrige spørgsmål til de tre forfattere.

Langt fra Gentofte til Urbanplanen

Når man er vokset op i Gentofte eller omegn, kan det være en stor oplevelse at høre om det miljø, den vold og racisme, der har været en del Morten Papes opvækst og skildres i hans anmelderroste bøger ’Planen’ og ’Guds bedste børn.’

Morten Pape kom i sit oplæg meget ind på hans opvækst. Om hvordan hans mor og far aldrig har været der for ham og om hans venner blandt indvandregrupperingerne omkring Urbanplanen. Mange elever gav udtryk for, hvor interessant det var, at høre om det miljø, som Morten Pape er vokset op i, hvilket også inspirerede til at dykke ned i hans to bøger, som er et autofiktivt billede af hans virkelighed.

To ryk og ristede løg

Man behøver ikke at have oplevet noget vildt for at blive en god forfatter. Det var noget af det Jesper Wung-Sung fremhævede under hans oplæg. Samtidig fremhævede han også, at det er et godt udgangspunkt, at skrive om noget man selv har oplevet. Jesper Wung-Sung kommer selv fra Ærø, fra et helt normalt samfund. Han skriver derfor også selv om oplevelser, man måske selv støder på i hverdagen. Han henviste eksempelvis til hans egen bog, ’To ryk og en aflevering’ og om historien med to mænd der snakker over en hotdog med ristet løg.

Opvækst i Grønland

Iben Mondrup kom meget ind på hendes opvækst i Grønland og om hende som ”danskerbarn,” som hun kaldte det. Hun snakkede om, hvordan Grønland og grønlændere altid har været længere ned i hierarkiet en dansk sammenhæng, møder mange fordomme, og om hvordan hun skildre det i sine bøger. Hun snakkede om sit liv, og om hvordan hun altid har følt sig fremmed. Enten som en dansker på Grønland eller som en grønlænder i Danmark.

Digt-slam og musik

Som ekstra underholdning til Litteraturens Dag var der også besøg af to poetry slammere og to bands fra GHG’s sangskrivercafé ’Bib’s Corner’.

Poetry slammerne fortalte og viste, hvordan man var en slammer. De opførte begge to digte, de selv havde skrevet, og konkurrerede mod hinanden, hvor GHG’s elever var dommere. Dagen blev afrundet med musik fra fem elever fra ’Bib’s Corner’.