Teateret inviteres indenfor på GHG

I dag fortalte skuespiller Signe Egholm Olsen, dramatiker Lucas Svensson og historiker Morten Lander Andersen alle GHG’s 1.g’ere om baggrund og arbejde med teaterstykket ’De Befriede’. Besøget er et led i GHG’s arbejde med dannelse og kultur.

Teater kan underholde, provokere og give anledning til nye perspektiver og refleksion. Som et led i Gammel Hellerup Gymnasiums fokus på dannelse går alle 1.g’ene hvert år sammen i teatret for at opleve, hvad genren kan bidrage med. Også til unge, der er vant til, at det meste underholdning leveres gennem en skærm. Efterfølgende inviterer GHG centrale personer omkring forestillingen til at holde oplæg for eleverne og give dem indsigt ti baggrunden for forestillingen.

Under oplæggene fik GHG’s elever et godt indblik i den historiske kontekst, teaterstykket om 2. Verdenskrig udspiller sig i, hvordan det som skuespiller har været at arbejde med stykket og dramatikerens tanker om at skrive teksten. Der var rig mulighed for at eleverne kunne stille spørgsmål og komme med ind i ’maskinrummet’ bag opsætningen.

I årets teaterstykke ’De Befriede’ graver dramatiker Lucas Svensson ned i fortællinger om forskellige danskeres rolle under anden verdenskrig. Fortællinger som ligger lige om hjørnet i de Københavnske gader. Om de skjulte samarbejder. Om dem, der gjorde det for penge og dem, der gjorde det for deres ideologiske visioner. Om dem, som torturerede og dem, som nød det.

 

 

Trygge fester på GHG

Det betyder meget, at elever på Gammel Hellerup Gymnasium kan gå til trygge fester. Forskellige undersøgelser og statistikker vidner om et højt alkoholforbrug blandt unge i Nordsjælland og København, og desværre er ulovlige euforiserende stoffer også et problem blandt unge i området.

Det betyder, at GHG har særligt fokus på trygge cafeer og fester, hvor alle kan føle sig godt tilpas og få en god oplevelse.  

 Der er altid lærervagter med til fester og cafeer for at passe godt på eleverne, og som eleverne kan komme til, hvis de har behov for at tale med en voksen. Til de fleste fester er der også repræsentanter fra skolens ledelse. Derudover er der professionelle vagter med til festerne, der har stor erfaring med at skabe tryghed og orden. Er elever for fulde, kan de ikke deltage i festen, men skolen hjælper med at kontakte forældre, så eleverne kan komme sikkert hjem, hvis det er nødvendigt. Udviser elever aggressiv adfærd, kan de ligeledes ikke deltage i festen, men vil blive sendt hjem og eventuelt få karantæne.

Derudover er det vigtigt, at elever ikke føler, at alkohol er en selvfølge til gymnasiets fester. Til fester på skolen er der altid gratis vand, og der kan købes sodavand i baren.

Samtidig appellerer vi gennem forældremøder til, at forældrene tage nogle gode snakke med deres børn om alkohol.

Forældre er altid velkomne til at kontakte en af skolens studievejledere, hvis de har spørgsmål eller bekymringer, og man kan finde forskellige gode råd til at snakke med sin teenager om alkohol i brochuren UNGE ALKOHOL FESTER

 Euforiserende stoffer

Til alle gymnasiefester er der kontrol ved døren, og har man mistanke om, at nogle elever medbringer euforiserende stoffer, er der mulighed for at visitere og teste eleven.

For at forebygge euforiserende stoffer til skolens fester er der derudover mulighed for at udføre stikprøvekontroller, og der har ved nogle enkelte fester været en narkohund.

Gymnasiet har en nultolerance over for at medbringe euforiserende stoffer på skolen, og en overtrædelse vil føre til bortvisning og eventuel politianmeldelse. Man kan læse mere om det i skolens studie- og ordensregler samt i skolens alkohol- og rusmiddelpolitik. Begge ligger på hjemmesiden.

Fester og det sociale liv på GHG

For mange er cafeer og fester en stor del af det sociale liv i gymnasiet. Til festerne og cafeerne mødes de fleste af skolens elever på tværs af klasser og årgange og får fælles oplevelser med hygge, musik og koncerter.

En del unge stifter deres første bekendtskab med alkohol i tiden, hvor de går i gymnasiet, og derfor er det helt centralt, at gøre alt hvad vi kan, for at festerne er trygge og gode. Derudover er det vigtigt, at der er plads til alle, også dem, der ikke har lyst til at gå til fester og cafeer. Derfor har vi en lang række sociale aktiviteter, hvor det ikke er tilladt at drikke alkohol, såsom brætspilscafé, musik efter skoletid, fodboldturneringer, kor, juleklip, talentaktiviteter m.v.

 Forebyggende arbejde på GHG

På Gammel Hellerup Gymnasium arbejdes der også på at forebygge misbrug og støtte de unge til at passe på sig selv og hinanden i forhold til alkohol, fester og stoffer. Hvert år er der flere initiativer i 1.g, der skal klæde de unge på til navigere trygt i ungdomslivet. Eksempelvis har vi hvert år et stort oplæg for alle 1.g’ere fra DrugRebels, hvor unge fortæller deres egne historier, læger fortæller om konsekvenserne ved misbrug, og der skabes en dialog med eleverne om, hvordan et misbrug forebygges.

4.g’ere fra GHG holder tidligt på året oplæg for alle GHG’s nye 1.g’ere. Med et helt nyligt gymnasieforløb i frisk erindring kan to studenter med stor ærlighed og oprigtighed fortælle om deres år på GHG på godt og ondt. De fortæller om faldgrupper, hvad man skal være særligt opmærksom på og de gode oplevelser, man skal huske at dyrke og nyde, mens man er på gymnasiet. Her kommer de også ind på, hvordan man ikke skal føle sig presset til at drikke eller drikke for meget, og hvordan man passer på sig selv og hinanden.

Derudover tages emnerne op på forskellige måder i undervisningen, og alle elever og deres forældre er tilknyttet en af skolens fire studievejledere, der altid er parate til at støtte og rådgive. De kan også henvise til hjælpeprogrammer, hvis der er tale om et misbrug.

Er du forældre eller på anden måde har spørgsmål til GHG er du altid velkommen til at skolen

GHG’er blev nr. 3 i Fysik OL

I landsfinale i Fysik OL deltog Juliane Bjørn Budde fra 3.x på GHG. Hun fik en flot 3. plads og er dermed blandt de 16 unge, der får mulighed for at deltage i fire træningsweekender, der munder ud i en ny prøve. Til denne prøve findes de fem danske unge, som skal repræsenterer Danmark ved det internationale Fysik OL i Litauen.

Juliane blev opfordret til at tage den indledende prøve til Fysik OL af sin fysiklærer Yenn Fang Loo, der afholdte en ekstra træningstime for Juliane og to af hendes klassekammerater – og opfordringen bar altså i den grad frugt. Juliane er glad for både fysik og matematik og har også kvalificeret sig videre i den landsdækkende matematik-konkurrence Georg Mohr.

Vi hepper på Juliane til foråret, når hun skal til næste prøve.

Stort tillykke!

 

P1 debat på Gammel Hellerup Gymnasium

Gammel Hellerup Gymnasium lagde lokaler til første debatprogram på P1 i en programrække, der handler om FN’s 17 verdensmål.

Det var verdensmål 1, der skal afskaffe fattigdom, der var til debat i panelet, der bestod af: Joachim B. Olsen, Liberal alliance, Sofie Lippert, forkvinde i SFU og Melike Wulfgramm, lektor ved SDU.

Men er der egentligt fattigdom i Danmark? Og hvordan kan vi måle på, om vi bevæger os i den rigtige retning?

Til at høre debatten var to af Gammel Hellerup gymnasiums Unesco-klasser, der bl.a. arbejder med FN’s verdensmål for en bæredygtig klode.

På UNESCO-studieretningen er målet, at eleverne gennem deres 3-årige
gymnasieforløb arbejder med et internationalt udsyn, hvor verdensorganisationens UNESCOs globale værdier bliver den dannelsesplatform, som der arbejdes ud fra.

Hør programmet her: https://www.dr.dk/radio/p1/public-service/public-service-2019-11-28/