Foredrag om dannelse og medborgerskab

I dag samles alle GHG’s 3.g’ere i salen for at høre den kendte filosof Anders Fogh Jensen tale om ’Dannelse og medborgerskab’.

Der tales ikke kun, men lægges op til refleksion og diskussion, når der blandt andet stilles skarpt på, hvad dannelse og medborgerskab egentlig er? Hvorfor har vi brug for det? Anders Fogh Jensen forklarer også, hvordan dannelse er forbundet til at have en human kultur og et hensynsfuldt samfund, og hvordan dannelse står i spænd med det gode og det faglige.

 

’Newtons æbletræ’ plantes på GHG

Det berømte æbletræ, der afstedkom Newtons opdagelse af tyngdekraften, står i dag stadig i Woolsthorpe Manor i England. Henning Henriksen, der er tidligere lærer på GHG, har som den eneste dansker, ’børn’ af det originale træ i sin have. Han har tidligere doneret tre træer til Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter i Sorø, og ind til nu er det de eneste steder i Danmark, man har kunne opleve de legendariske æbletræer.

 Det blev der lavet om på tirsdag den 23. oktober kl. 14

Hvor Gammel Hellerup Gymnasium fik doneret et træ fra Henning Henriksen.

I forbindelse med plantningen af æbletræet afholdes der en ceremoni med deltagelse af gymnasiets ledelse, Henning Henriksen, tidligere lærere, det naturvidenskabelige personale samt elever.

 

GHG’ere på science camp

På GHG bliver der gjort meget ud af at udvikle tilbud til de elever, der kan og vil noget ud over den daglige undervisning på skolen.

”Mange elever har et ekstra potentiale, en stor nysgerrighed og mod på at lære endnu mere,” fortæller Dorthe Mondrup, der er talentkoordinator på GHG. Gymnasiet har bl.a. et samarbejde med ’Science Talenters gymnasienetværk’ på Mærsk Mc-Kinney Møller Videnscenter i Sorø, hvor udvalgte elever eksempelvis får mulighed for at deltage i science camps.

Netop sådan et tilbud fik Alberte og Rose fra 2.y i starten af skoleåret.

”Vi var meget glade for at få tilbuddet, men havde også en masse tanker omkring det: Er vi gode nok? Kan vi godt gå glip af tre dages undervisning og hvad med afleveringerne?” fortæller Alberte.

Pigerne blev dog beroliget med, at de bl.a. var blevet udvalgt, fordi de sagtens ville kunne gå glip af lidt undervisning og stadig følge med, og efter lidt betænkningstid sagde pigerne ja tak til tilbuddet.

”Det var rigtig spændende. Der kom jo 2.g’ere fra hele Danmark, og vi var 30 i alt,” fortæller Rose. Vi snakkede med en masse forskellige, også nogle vi måske normalt ikke ville komme i kontakt med. Det giver en rigtig god stemning, når man samles om en fælles faglig interesse.”

Temaet for Science campen var Robotteknologi’ og på tredje dag lykkedes det Alberte og Rose at programmere en robot, der både kunne vinke og tale ”Vi var på meget forskelligt niveau i forhold til programmering,” fortæller Alberte. ”Men det var slet ikke noget problem, og vi fik en rigtig god introduktion til det.”

”Nogle af de drenge var i forvejen vildt dygtige,” fortsætter Rose. ”Men de var også rigtig gode til at hjælpe os andre. Det handlede ikke så meget om, hvor god man var, men mere om den fælles interesse.”

Rose og Alberte glæder sig til næste Camp i januar, hvor de igen skal møde de andre talenter og kigge videre ind i fremtidens teknologi.