Ind i mellem opsøger store muligheder en i en grad, så der ikke er andet at gøre end at sige: Ja tak, selvom det slet ikke indgik i fremtidsplanerne.

Det skete for Jakob Grænge Hansen fra Gammel Hellerup Gymnasium, der bliver student den 22. juni. Efter eksemerne venter et betalt scholarship på USA’s største Universitet for roning – University of Wahsington, hvor han skal bo og træne som den første dansker nogensinde.

Ville ikke til USA

Jakob havde ingen planer om at skulle væk fra sin kæreste og Danmark i længere tid efter gymnasiet og da slet ikke i fire år på den anden side af Atlanten. ”En af mine gymnasievenner, der træner i samme roklub som mig, havde på et tidspunkt sendt forskellige ansøgninger om scholarships i USA, derfor henvendte en amerikansk talentspejder sig til vores ro-træner. Ud over min ven anbefalede min træner ham, at han kiggede nærmere på mig også,” fortæller Jakob. Selv om talentspejderen hurtigt blev begejstret for de to drenge og inviterede dem til at besøg på det verdenskendte universitet, var det med stor tøven Jakob sagde ja: ”Jeg havde slet ingen planer om at skulle til USA. Min træner sagde dog, at jeg simpelthen blev nødt til at besøge universitetet, så kunne jeg altid sige nej bagefter. Jeg lovede ham derfor i det mindste at give besøget en chance.

Om Jakobs træner havde en god fornemmelse af, hvad der ventede Jakob på University of Wahsington melder historien ikke noget om. I hvert fald var besøget nok til at Jakob blev klar over, at hvis han skulle ende med at blive tilbudt et scholarship, var der tale om en chance for livet kun få mennesker får. ”Det var en helt vild oplevelse at være på universitetet, og man kan slet ikke lade være med at blive revet med,” fortæller Jakob. ”Kontrasten fra at være i Danmark, hvor roning er en ret anonym sport er kæmpestor. På universitetet er der eksempelvis 20 fuldtidsansatte kun til at servicere os roere, og roning er forbundet med rigtig meget præstige. Til et stævne kommer der måske 30.000 publikummer derovre, mens der kommer omkring 500, når vi har DM i Danmark.

Det var åbenbart ikke kun Jakob, der var tilfredse med hans besøg i USA. Efter besøget blev han tilbudt et scholarship, hvor universitetet betaler 300.000 kr. årligt i fire år, for at Jakob kan gå og træne på universitetet. Samtidig har universitetet tilbudt at betale transport både for Jakob, men også for hans kæreste, så hun kan komme og besøge ham derovre.

Vejen til succes via pauser og venner

At Jakob er et åbenlyst talent inden for roning, er der ikke så meget tvivl om. Vejen til det niveau, der altså nu har skaffet ham en helt enestående mulighed i USA inden for dansk roning er bl.a. opstået i kraft af det fireårige gymnasieforløb som nogle danske gymnasier tilbyder i samarbejde med Team Danmark – bl.a. Gammel Hellerup Gymnasium. Efter noget sygdom og en alt for presset hverdag blev Jakob tilbudt at komme over på det fireårige gymnasieforløb i stedet for det traditionelle treårige forløb. ”Før jeg kom på det fireårige forløb, startede min dag med, at jeg kørte til træning kl. 6 om morgenen, efter træning var der skole til omkring kl. 16 og derefter træning igen, hvorefter jeg skulle lave lektier til kl ca. 21. Selvom min sport betyder meget for mig, har jeg både brug for pauser og et godt socialt liv, for at fungere godt,” forklarer Jakob. ”Derfor var det altafgørende både for min gymnasietid og for min træning, at jeg fik mulighed for at gå over på det fireårige forløb.”

Om fremtiden ligger i USA, og hvordan det går Jakob, når hverdagen på et af de største ro-Universiteter i verden starter, er stadig uvist, men talentet og modet er i top, når Jakob pakker tasken og tager hul på hans egen udgave af den amerikanske drøm til september 2018.