Akademiet for Talentfulde Unge

I sidste uge modtog seks dygtige GHG’ere et diplom for at have deltaget i Akademiet for Talentfulde Unge, der er for gymnasieelever, som er fagligt stærke, og har mod på udfordringer og mulighed for at lære mere.

Stort tillykke!

På billedet fra venstre er det:

Hannibal Jamillo Hagen, 3z

Christiane Rahbek, 3a

Sarah Wadland, 3u

Daniel Bekesi, 3h

Derudover har:

Johan Guldborg Ølgaard, 3w

Marcus Alexander Dyhr, 3x

Også gennemført ATU

 

AT 2018 offentliggjort

Alle GHG’s 3.g’ere var samlet i salen, da årets emne i almen studieforberedelse (AT) blev frigivet. Emnet er ‘Alternativer – ideer til forandring og fornyelse’. Nu venter der ca 9 uger med opgaveskrivning frem mod en af de karakterer, der kommer til at stå på det endelige eksamensevis.

Læs mere om AT her

Årets musical ‘Gris’

’GREASE’ BLIR TIL ’GRIS’

Humoristisk, hæsblæsende, henrivende! Igen i år har over 100 elever og lærere på Gammel Hellerup Gymnasium arbejdet på at få skudt den årlige musical i gang på de skrå brædder. Det er et stort projekt, og i år hedder stykket “GRIS”.

Stykket drager de velkendte karakterer fra Grease ind i en børnehave og spiller på komiske replikker og skøre scenarier. Et originalt koncept med sublimt skuespil og live musik, som frembringer de mange elevers kunstneriske, musikalske og kreative evner. Det er en sand klassiker med et nyt twist, hvor blandt andet sange fra kunstnere som Foo Fighters, Muse og Oasis overtager stykket for at bringe nutidens musik til Grease.

Kom med og se forestillingen på Gammel Hellerup Gymnasium med familie og venner og få en god oplevelse som bidrager til lokalkulturen og den musikalske dannelse, samt underholdning af unge som gamle.

Forestillingen vises

Biletterne kan købes her for 50 kr. Det er også muligt at købe i døren hvis der er billetter i overskud.

Tak for en god orienteringsaften

På Gammel Hellerup Gymnasium vil vi gerne sige tak til alle for en fantastisk oriemteringsaften 16. januar. Vi fik besøg af en masse søde unge og deres forældre. Det var en stor fornøjelse at vise skolen frem til jer, fortælle om vores værdier, undervisning og sociale aktiviteter.

Husk du stadig kan nå at besøge GHG til en af vores besøgsdage – læs mere om, hvordan du stadig kan nå at få en plads her

Var du forhindret i at komme til orienteringsaften, så følg med her på siden, hvor der snart bliver lagt en film op fra orienteringsaftenen.

Du er altid velkommen til at skrive eller ringe til os med spørgsmål om skolen.

 

Forældrebrev jan 2018 – digital dannelse

Kære forældre

De seneste år er der gentagende gange fremkommet historier om deling af krænkende materiale blandt unge på sociale medier – senest i går, hvor flere end 1000 unge i hele landet kan blive sigtet for deling af krænkende materiale. Jeg tror, det er en nødvendig aktion, som forhåbentlig kan have en præventiv virkning.

Digital dannelse og god adfærd på nettet er i høj grad et emne, det er vigtigt at tale med unge om i dag, både som forældre og her på gymnasiet. Emnet har derfor også været højt prioriteret de seneste år på Gammel Hellerup Gymnasium. Ligesom jeg håber, at I som forældre også vil tale med jeres børn om det. Vi er flere, som må forene vores kræfter for at få stoppet eller i hvert fald begrænset den kultur, der åbenbart er blevet så almindelig blandt mange unge.

I mange dele af undervisningen på GHG sættes der fokus på digital dannelse og adfærd på nettet, og i de seneste par år har vi haft en række fællesarrangementer for eleverne om emnet. Senest i december med to store arrangementer, ’Girltalk’ og ’Digital dannelse’, for alle vores 1.g’ere. Vi har også bidraget til et digitalt ungekorps, som har været ude på kommunens grundskoler og fortælle om emnet for eleverne der.

Hvis I ønsker inspiration til at tale med jeres unge om emnet, kan I bl.a. læse noget materiale fra de to ovennævnte arrangører her: www.girltalk.dk og www.digitaldannelse.org. Alle 2. g’erne var også i december til arrangementet ’SLUK’, der satte fokus på en mere bevidst brug af smartphones generelt.

Som forældre eller elev er man altid velkommen til at kontakte skolen eller aftale et møde med en studievejleder, hvis I eller jeres datter/søn har brug for at tale med nogen fra gymnasiet om emnet.

Vi ser meget alvorligt på krænkelse af andre på sociale medier, og krænker man andre elever på skolen på denne måde, kan det føre til bortvisning på linje med andre former for groft mobberi på skolen. Vi følger naturligvis den aktuelle sag tæt og afventer, hvad der måtte komme fra politiet.

Vi har i går sendt nedenstående besked ud til alle elever på Lectio:

Kære alle
Mange har måske set den sag, som flere medier bringer i dag. Under overskriften “Børneporno på nettet” kan man læse, at politiet vil rejse sigtelse mod 1004 primært unge for spredning af børneporno på nettet. Af disse skulle alene 286 være fra Nordsjælland, som dermed kan forventes at have det største antal sigtelser. Der er tilsyneladende tale om to videoer og et billede. Billederne er 1-2 år gamle.
I vores studie- og ordensregler står: “Skolen accepterer derfor ingen form for mobning, uanset om det finder sted på skolen eller på de sociale medier. Hvis du er udsat for mobning eller vidne til, at en person udsættes for mobning, så henvend dig til din studievejleder eller skolens ledelse.” Det kan man også læse mere om i vores antimobbestrategi. Endvidere har elevrådet udformet 6 etiske retningslinjer, som også kan læses på hjemmesiden: “Vi viser respekt for hinandens privatliv. Alle har ting, som ikke skal deles.” Der har været afholdt flere fællesarrangementer om digital dannelse og digital mobning.

Jeg håber naturligvis, at ingen GHG-elever er involveret i dette, og indtil videre ved vi altså kun, at politiet vil indkalde et antal til samtale i løbet af de kommende dage. Hvis der er nogen, der føler sig krænket og evt. har modtaget de omtalte billeder, er man naturligvis velkommen til at kontakte en studievejleder eller en fra ledelsen. Vi følger sagen tæt.

Vh
Jørgen

Med venlig hilsen

Jørgen Rasmussen