Syv seje piger fra GHG underviser folkeskoleelever i Gentofte!

I Gentofte og mange andre steder i landet er en helt ny klub opstået. Det er en videnskabsklub, hvor ældre elever underviser yngre elever til stor glæde for både store og små.

Videnskabsklubben er en klub for børn og unge fra 4. klasse til gymnasiet, som er nysgerrige og kreative. Det særlige ved Videnskabsklubben er, at den er bygget op som et frivilligt mentorsystem, hvor man både modtager undervisning af ældre elever, og selv underviser yngre elever.

Syv piger fra 2.g på Gammel Hellerup Gymnasium har de seneste to måneder engageret sig i Videnskabsklubben og undervist 4.-5.-klasser på på Hellerup Skole og Munkegård skole i Gentofte. Det startede med en intro-workshop på Zoologisk Museum, hvor de blev klædt godt på til at varetage undervisningen. ”Vi lærer rigtig meget af det. Det er spændende at prøve at formidle fagligt stof og gå fra at være elev til at være lærer,” fortæller Julie fra 2.w på GHG.

Johanne, der også går i 2.w er enig, og synes eleverne fra folkeskolen generelt er rigtig gode til at høre efter: ”De lytter rigtig meget til hvad vi siger. På den måde kan man godt mærke, de nok ser lidt op til os og stoler på, vi kender det faglige stof og ved en masse om det.”

Josefine fra 2.z på GHG, har dog også oplevet, udfordringer med at få ro og være en autoritet over for eleverne: ”Nogle af eleverne kan godt være lidt flabede ind imellem,” fortæller hun. ”Man får virkelig forståelse for, hvordan det er, at være lærer: Hvordan håndterer man lige uro eller elever, der ikke vil hører efter. Det kan godt være en udfordring.”

Det er i høj grad selve undervisningen og den pædagogiske del af oplevelsen, som pigerne fra GHG lægger vægt på som særlig lærerig: ”Fagligt er vi rigtig godt klædt på. Der er et meget nøjagtigt program, som vi følger, så på den måde er der ikke så meget fagligt at være i tvivl om. Så den store udfordring er selve undervisningen og formidlingen. Det lærer man rigtig meget af,” fortæller Anna fra 2.w. ”Der er dog nogle af de faglige begreber, vi skal undervise i, som måske lige er svære nok for målgruppen,” supplerer klassekammeraten Anna Li. ”Vi har eksempelvis om habitater og DNA. For at forklare det må vi alligevel nogle gange trække på viden fra vores egen undervisning på gymnasiet.”

Samlet er pigerne enige om, at oplevelsen giver dem rigtig meget med videre til deres egen hverdag: ”Før jeg var med i videnskabsklubben, var jeg ikke særlig vild med at stille mig op foran min klasse og fremlægge,” fortæller Josefine. ”Nu har jeg prøvet at stå foran andre så mange gange, så det tror jeg ikke bliver noget problem fremover.” Lærke fra 2.w uddyber, at de også lærer rigtig meget af selve ansvaret, for at få undervisningen til at fungerer: ”Vi skal sørger for at alle er der til tiden, at vi har alt materiale klar, styrer tiden, og så serverer vi også snacks,” fortæller hun.

”Det er også et godt boost for selvtilliden,” smiler Julie: ”Eleverne er generelt rigtig søde, og vi får rigtig god respons. En dag sagde nogle af dem: ”Gid det var jer, der underviste, hver dag, vi får krammere af dem osv. Det er rigtig rart, og vi kan mærke, det betyder noget, at vi selv er tættere på dem aldersmæssigt, fremfor det altid er voksne, de får undervisning af. De synes det er lidt sejt!” Fakta I Videnskabsklubben møder du forskningens verden. Du får en kittel og en laboratoriebog og skal igennem hele forløbet være forsker. Gennem en anderledes og nærværende læring giver Videnskabsklubben piger og drenge helt ned til 4. klasse mere naturvidenskabelig selvtillid. I 2017 tilbyder Videnskabsklubben to forskellige programmer. Et program om primatologi, læren om aber og menneskeaber, og et program om mikrober.

Læs mere på www.videnskabsklubben.dk