Klar - parat - velkommen til GHG!

I dag åbnede Gammel Hellerup Gymnasium dørene for 345 nye 1.g’ere og bød dem hjertelig velkommen.

Der var spænding i den traditionsrige sal på Gammel Hellerup Gymnasium da mere end 300 nye elever var samlet til første skoledag for at møde deres nye klassekammerater, lærere, tutorer og skolens ledelse.

Både lærere og tutorer har i de seneste dage været i fuld gang med de sidste forberedelser for at give de nye elever en god velkomst til GHG. I de kommende dage vil der være fokus på en tryg skolestart, at skabe en god klassekultur, et stærkt fællesskab, og der vil være sociale aktiviteter både i den enkelte klasse og på tværs af klasserne.

Eleverne vil både møde deres lærere, studievejledere og tutorer. Derudover får hver elev en ‘gymnasiemakker’ og en social 6-mandsgruppe, som skal hjælpe eleverne godt i gang med gymnasielivet.

I år træder den nye gymnasiereform i kraft, hvilket betyder, at de nye elever starter deres gymnasietid med et tre måneders grundforløb, hvor de starter undervisning i alle de obligatoriske fag, samtidig med at de får en grundig introduktion til de forskellige studieretninger. Derfor kommer alle de nye elever i dag i midlertidige klasser, som de skal være sammen med frem til november måned, hvor de starter på den valgte studieretning.