Historielærer bidrager til ny JFK-bog

I dag udkommer en ny bog om John F. Kennedy, hvor historielærer Philip Christian Ulrich bidrager med et kapitel om Kennedys forsvarsminister Robert McNamara.

Bogen ’JFK100’ udgives i anledning af at JFK ville være fyldt 100 år i år, og her bidrager GHG-lærer Philip Christian Ulrich med et helt kapitel om forsvarsminister Robert McNamara, der bl.a. spillede en vigtig rolle i både Cubakrisen og Vietnamkrigen.

Ud over at være historielærer på GHG og underviser i årets interne masterclass om det amerikanske valg er Philip udenrigsredaktør på netmediet kongressen.com, hvor han siden 2012 har analyseret amerikansk forsvars- og udenrigspolitik og været kommentator i diverse medier. Han har tidligere bidraget til tre bøger og selv skrevet to e-bøger om hhv. præsident Obamas udenrigspolitik og amerikansk veteranpolitik. Derudover har Philip tidligere arbejdet ved forsvarsakademiet og efterfølgende ved NATO Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland.

På ca. 500 sider fortælles om JFK, familien og hans rådgivere i ’JFK100’. Af øvrige bidragydere kan nævnes: Niels Bjerre-Poulsen, Jørn Brøndal, Poul Erik Skammelsen, Steffen Gram, Mogens Lykketoft og en række andre.

Om bogen

'JFK 100' beskrives som den ultimative, danske JFK-bog. En bog, der ikke bare fortæller historien om JFK selv, men også præsenterer læserne for hans familie, hans stab og begivenhederne i hans liv og præsidentembede. De forskellige bidragydere har alle særlige fagkompetencer inden for lige netop deres kapitelområde, og vil sammen med manden i spidsen for værket, Anders Agner Pedersen, være i stand til at producere det ultimative Kennedy-værk.