GHG skal til den nationale finale i SamfundsCup

Tre seje piger fra 2.h er gået videre fra regionalfinalen i Samfundscup, og har dermed sikret GHG en plads i landsfinalen. De har udviklet en idé til en ny app, der hedder StemNemt, hvor man kan stemme via mobiltelefonen.

SamfundsCup er en landsdækkende samfundsfagligt funderet innovationskonkurrence, hvor det handler om at give et bud på, hvordan man løser et samfundsfagligt problem - i dette skoleår under temaet ”FRIHED”.

Christine Maegaard Sonne, Amalie K. Hartoft-Nielsen og Esther Amalie N. Thomsen fra 2.h har udviklet ideen ’Frihed til at deltage i demokratiet’. Ideen er inspireret af en tendens til faldende stemmeprocent i Danmark, og statistikker der peger på, at problemet er størst blandt unge. Årsagen er bl.a., at det er besværligt at stemme. Deres løsning er en ny app, der hedder StemNemt, hvor man kan stemme via mobiltelefonen. Her er der også information om de forskellige partier og kandidater. Adgangskode og nøglekort sikre, at man kun stemmer en gang, og man bliver mindet om at stemme via sms. Samtidig er der nyheder på app’en inden for dansk politik, live streem fra de forskellige partimøder og en debatside. Gruppen havde bl.a. snakket med en app-udvikler og lavet meningsmålinger på Facebook om ideen, og hvorvidt den vil betyde, at flere stemmer.

Ideen er så god, at de både vandt SamfundsCups indledende runde på GHG, og nu også er gået videre fra regionalfinalen, der blev afholdt på Ørestad Gymnasium. Om ideen kan føre dem hele vejen til vinderskamlen i SamfundsCup vil vise sig den 5. maj på Christiansborg, hvor de skal dyste mod andre gymnasielever fra hele landet i den nationale finale. Præmien vil bl.a. være 10.000 kr.

Læs mere om SamfundsCup her