GHG-elever på vej på Sprogcamp

To piger fra Gammel Hellerup Gymnasium skal i denne weekend deltage i et landsdækkende sprogevent på Hjørring Gymnasium for begavede sprogtalenter.

"Sprogcamp 2017" er en landsdækkende event for gymnasielever med særlige evner inden for sprog. I weekenden har de mulighed for at udvikle deres talenter gennem en lang række workshops, der bl.a. byder på kulturforståelse, tolkning, kropsprog samt mail- og telekommunikation. Campen afsluttes med en stor offentlig sprogmesse, hvor eleverne skal "brande" en virksomheds produkt på deres fremmedsprog.

I år sender Gammel Hellerup Gymnasium to franskelever afsted: Yana Nikolaeva Nikolova fra 3.y og Rigmor Sifka Bøgelund-Jensen fra 3.w. Det er 3. år, at GHG sender elever afsted til Sprogcamp:

”Vi har et stort fokus på at udvikle elevernes talenter gennem forskellige interne og eksterne aktiviteter,” fortæller Jesper Mathorne Jacobsen, der er uddannelseschef på GHG. ”I efteråret havde vi bl.a. fire elever med i DM i sprog, og vi glæder os til at høre mere om Yana og Rigmors erfaringer med Sprogcampen i år.”