Indvielse af Multihal

Efter fire år står den nye miljøhal nu endelig færdig, noget som både eleverne og lærerne på GHG har glædet sig til, lige siden den første jernspuns blev banket i jorden. Indvielsen fandt sted d. 5. februar, hvor arkitekten og tidligere elev på GHG, Bjarke Ingels sammen med rektor Jørgen Rasmussen, bestyrelsesformand Flemming Jørgensen og personalets bestyrelsesrepræsentant Anders Larsen alle holdt taler for den nye hal.

Rektor Jørgen Rasmussen fik også lejlighed til at teste, om taget nu virkelig var tegnet efter en kasteparabel, idet Bjarke Ingels havde taget en håndbold med. Hallen, som det kan ses på billederne, er blevet arkitektonisk smuk både udenpå og indeni, og nu glæder lærerne og eleverne sig til at kunne tage hallen i brug i den nærmeste fremtid.